Lene Johansen

Rushy Rashid

Lone Kühlmann

Steffen Kretz

Reimer Bo

Jens Gaardbo

Kim Bildsøe Lassen

Henrik Qvortrup

Clement Kjersgaard

Niels Krause-Kjær

Hans Engell

Nina Z. Munch-Perrin

Line Baun Danielsen

Lillian Gjerulf Kretz

Mogens Rubinstein

Hans Engell
Hans Engell - Klassisk mønster - ordstyrer - oplægsholder Hans Engell

Hans Engell er oprindeligt uddannet som journalist. Han lærte faget efter den gamle mesterlære på Berlingske Aftenavis og Berlingske Tidende i 1968-71 med ophold på Journalisthøjskolen i Århus midt i perioden. Han fortsatte efter at være udlært på Berlingske Tidende og kom via bladets folketingsredaktion over i den konservative pressetjeneste som redaktør i 1978. Han blev valgt som folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti første gang i 1984. I perioden 1982 til 1987 var han forsvarsminister og siden justitsminister i perioden 1989-93. Han var derefter partiformand i årene 1993 til 1997. En af de ting, Hans Engell er mest kendt for, er hans afsked med dansk politik – som skete efter at han havde kørt beruset ind i en betonklods på Helsingør motorvejen. I 2000 blev han chefredaktør for Ekstra-Bladet. Denne stilling varetog han frem til 2007 sideløbende med, at han var politisk kommentator. I 2008 udkom bogen "Farvel til Slotsholmen" med personlige erindringer fra hans mange år i dansk politik.

»Erhvervsorganisationerne reagerer meget langsomt på politiske systemskifter. Men også erhvervslivet kan se skriften på væggen med et regeringsskifte forude, og DI har jo med udpegningen af Karsten Dybvad erkendt et stort behov for at knytte tættere kontakter til dem, som kommer til at tegne en ny regering,« siger Hans Engell med henvisning til, at DI’s nye adm. direktør Karsten Dybvad begyndte sin karriere som økonom i AE Rådet og LO, som har tætte bånd til Socialdemokraterne.

Spindoktorer er på retur

Lars Løkke Rasmussen har oplyst, at han ikke længere behøver en spindoktor.

Det har irriteret Løkke, at der har været så mange negative historier om spindoktorer. Og det er klart, at når landets statsminister går forrest og siger, at han ikke behøver en spindoktor, så sender han et meget vigtigt signal.

Ministrene vil selv komme til at kommunikere mere umiddelbart.
Toppoliteikere vil naturligvis have pressefolk omkring sig, men jeg tror, at vi i de kommende år vil se, at Spindoktorernes rolle, bliver aftagende, siger Hans Engell.

Farvel til Slotsholmen er Hans Engells personlige beskrivelse af en turbulent periode - både for ham og for Det Konservative Folkeparti.

Bogens fokus er ikke på hverken ideologi, taler eller programerklæringer. Derimod er det en personlig skildring med vurderinger og beskrivelser af, hvordan Engell så og oplevede tingene.

Farvel til Slotsholmen indledes og afrundes med tiden som chefredaktør for Ekstra Bladet. Engell trækker de større linjer op og ser på konsekvenserne af det skete - for dansk politik, for mediesituationen og for sig selv.

Hans Engell taler over temaet: klimapolitik, konsekvenser og muligheder for dansk erhvervsliv.

Hør Hans Engell give et overblik over klimadebatten - set fra et politisk og samfundsmæssigt synspunkt. Du vil få det neutrale overblik, som kan give dig indsigt i fløjenes meninger og intentioner. Ligeledes vil han kommentere hvilke muligheder og konsekvenser klimapolitikken har for de danske virksomheder.

I vore dage ligger ingen lande langt væk
Det har medierne og den moderne teknologi sørget for, siger tidligere forsvarsminister og forhenværende chefredaktør Hans Engell.

Neville Chamberlain, den britiske premierminister, kaldte i 1938 Tjekkoslovakiet for "a far distant country" - et land, der ligger langt væk. Det var under Sudeterkrisen, hvor Hitler stillede ublu krav, og hvor briterne ikke var meget for at involvere sig i en storkrig.

"Men i vore dage ligger ingen lande langt væk. Det har medierne og den moderne teknologi sørget for," pointerer Hans Engell.

Pressen sætter den politiske dagsorden

Hans Engell pegede på "CNN-effekten": TV kommer politikerne i forkøbet, så de følger medierne i stedet for de diplomatiske kanaler.

"Kunne man tænke sig Cuba-krisen i 1962 afviklet på samme måde i vore dage?" spurgte Engell. "Næppe. CNN og andre tv-kanaler ville fra deres satellitter formentlig have opdaget de sovjetiske missiler før CIA (de blev først observeret fra dansk side, red.). Hvor præsident Kennedy havde en uge til i ro og mag at udtænke sit modtræk, fordi der var lukket for nyhedsstrømmen fra Det Hvide Hus, ville en præsident i dag umiddelbart blive konfronteret med pressen og afkrævet svar."

"Medierne er i vore dage blevet en del af det politiske system. Ofte er det pressen, der sætter den politiske dagsorden og flytter de politiske beslutninger. For eksempel er tv god til at formidle følelser og kan på den måde forvride den politiske proces," sagde Hans Engell i et valgforedrag.

Men hvor det gælder militæret, er journalisterne tit i generalernes vold, som man så det under Golfkrigen, der blev transmitteret direkte - men unægtelig i en stærkt redigeret form. "Man så ikke mange lig!" lød Engells tørre kommentar.

Sadam Hussein var under krigen en mester i at (mis)bruge blandt andet CNN til fremme af sin egen sag. Sadam sås ofte i selskab med børn, som han klappede på hovedet. Medierne bruges også af terrorister, der ad den vej får deres budskab frem. Og af hjælpeorganisationerne, der altid før en større kampagne sender pressefolk ud til områder i nød.

"Afrika er i øvrigt ikke "'godt stof", og for amerikanske politikere er USA vigtigere end alt andet," sagde Hans Engell, der kom med den overraskende oplysning, at kun hvert femte medlem af den amerikanske Kongres ejer et pas!

Hvis nogen havde regnet med, at irernes overbevisende ja til Lissabontraktaten fik konsekvenser for dansk EU-politik, tog de fejl. Det stod fuldstændig klart, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale i Folketinget gjorde det tydeligt, at selv om EU har brug for nye spilleregler, og det irske ja bragte os tættere på en ny traktat, har den danske regering ingen planer om et hurtigt opgør med de danske EU-forbehold.
Nu er statsminister Lars Løkke Rasmussen en høflig mand, så han valgte at formulere sin afvisning af nye folkeafstemninger på en positiv måde.

”Vi har en stor interesse i at være centralt placeret – også i et større og stærkere EU. Men her er vi hæmmet af de danske undtagelser. Undtagelserne lukker døren for vores deltagelse i vigtige beslutninger. Derfor vil regeringen fortsat arbejde for, at de danske undtagelser afskaffes. Men tiden skal selvfølgelig være moden. Ud over en afklaring af EU’s traktatgrundlag kræver en folkeafstemning om et så vigtigt spørgsmål som de danske undtagelser et bredt og solidt flertal i Folketinget. Det har der ikke hidtil været,” fastslog statsministeren.

Villy og forbeholdene
Det, han i virkeligheden mente, var, at regeringen på nuværende tidspunkt ikke vil drømme om at kaste sig ud i en chancesejlads omkring de danske forbehold, fordi irerne har skiftet holdning. Selv om regeringen før sommerferien havde et udmærket møde med de andre partier på Marienborg om forbeholdene, førte det ikke til nogen afklaring. Der er meget fedtspil i forholdet mellem regering og opposition på det område – og selv om SF har bevæget sig langt, er der endnu længere til et ja fra Villy Søvndal til afskaffelse af alle forbeholdene. Muligvis vil SF hårdt presset af den konkrete situation kunne anbefale et ja til at fjerne det retlige forbehold og undtagelserne vedrørende det forsvarspolitiske samarbejde – men euroen er fortsat et alt for giftigt område, hvor den interne uenighed i SF er markant. Og de indrømmelser i forhold til SF’s krav som betingelse for et SF-ja til euroen, som Anders Fogh ikke nåede at levere, vil Løkke heller ikke kunne præstere inden et kommende folketingsvalg, siger Hans Engell i sin Christiansborganalyse.

Regeringen ser scenen på den måde, at hvis den skal udskrive en folkeafstemning om forbeholdene, vil det alene kunne handle om de – set med regeringens øjne – mest uinteressante, nemlig på det retlige og forsvarsmæssige område.

Usikkert om Danmark kan optages i euro-samarbejdet
Når det gælder euroen, er Danmark hurtigt kommet i en anden situation end for nogle år siden. Det lagde statsministeren heller ikke skjul på, da han fastslog, at den økonomiske krise betyder, at Danmark er på vej mod en situation, hvor det slet ikke er sikkert, vi kan blive optaget i euro-samarbejdet.

”Til næste år vil Danmark – lige som en lang række andre lande – få et stort underskud på de offentlige finanser som følge af den økonomiske krise. Som det ser ud nu, må det forventes, at vi i en periode ikke opfylder adgangskriterierne for euro-medlemskab. Dermed er hverken de politiske eller de økonomiske forudsætninger for en folkeafstemning om euroen opfyldt i øjeblikket. Det er en ny situation, hvor vi må genoverveje, hvordan vi så griber spørgsmålet om de danske undtagelser an,” sagde statsministeren, der i øvrigt ville indkalde partierne til diskussioner om EU-emnet.

Det kommer der formentlig ikke meget ud af. Valgte regeringen alligevel at styre mod en folkeafstemning, ville den tidligst kunne gennemføres i det sene forår eller forsommeren 2010. Hermed rykker datoen betænkeligt nær på det folketingsvalg, der formentlig kommer i første halvdel af 2011. Tilmed kan den økonomiske situation og arbejdsløsheden også næste år være besværlig for regeringen. Ingen ved som danske regeringer, hvordan vælgerne – med den franske præsident Jacques Chiracs præcise ord – kan ”svare på noget helt andet end det, de bliver spurgt om”. Udvikler en folkeafstemning sig til et valg for og imod regeringen, kan det let blive en tabersag, som Lars Løkke og Lene Espersen bestemt ikke har brug for 10 måneder før et folketingsvalg.

Politiske taktikker og boomeranger
For regeringen er perspektivet, at det irske ja nok flytter noget på EU-traktaten, men ikke meget. Fastholder den tjekkiske præsident Vaclav Klaus sin henholdende kamp mod Lissabontraktaten, kan der gå lang tid, før vi har en tjekkisk afklaring. Klaus er en snedig rad, der problematiserer Lissabontraktatens paragraffer én for én – og dem er der som bekendt mange af. Hans taktik er tydeligvis at trænere sagen så længe, at der bliver parlamentsvalg i Storbritannien formentlig med den konsekvens, at de konservative under David Cameron tager over. Og da Cameron har lovet de britiske vælgere en afstemning, og briterne synes endnu mindre begejstrede for Lissabontraktaten end andre, er forventningen – eller risikoen – at det hele går op i lys lue, og Lissabontraktaten falder på gulvet. I den situation vil den danske regering ikke ofre prestige på at banke sagen igennem herhjemme. Det kan vise sig at være skønne spildte kræfter – og måske tilmed en boomerang i forhold til regeringen selv.

Venter til problemerne er synlige
Men vil Lissabontraktaten ikke give os så store problemer, at vi er nødt til folkeafstemninger relativt hurtigt, bl.a. på det retlige område? Jo, det er klart, at overførslen af det retlige område fra et mellemstatsligt til overnationalt samarbejde kan blive en udfordring for Danmark. Vi må forvente, at der med Kommissionen som motor virkelig kommer gang i udviklingen – og det vil naturligvis presse Danmark bl.a. omkring politisamarbejdet. Men regeringen har bare valgt en helt anden taktik: Hvor man tidligere – også under socialdemokratiske regeringer – har ønsket folkeafstemninger for at afværge noget, der truede i horisonten, har regeringen nu sagt: Hvorfor udskrive en folkeafstemning på grundlag af trusler, når man i stedet kan vente, til alt det onde sker – så vælgerne kan se problemerne med deres egne øjne. Regeringen vil altså i stedet for at fremmane skræmmebilleder, hvis vi ikke er med i traktaten på det retlige område, vente, til problemerne melder sig konkret – og er synlige for vælgerne. Hertil kommer, at man har en forventning om, samarbejdet trods alt ikke udvikler sig helt så hurtigt, at Danmark ikke kan nå at hoppe med på vognen.

Socialdemokraternes kolossale bitterhed
Oppositionens rolle er bestemt heller ikke uinteressant. Selv om S og R har partiledere, der er langt mere EU-begejstrede end deres forgængere – og selv om både Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager kan mønstre en entusiasme omkring EU, der sætter især Lars Løkke Rasmussens noget mere kølige og uentusiastiske EU-holdning i relief, vil de alligevel få svært ved at levere varen. Lige så lidt som regeringen har tænkt sig at tabe et valg på EU-sagen – lige så lidt har oppositionen tænkt sig at gøre EU til et emne, der problematiserer mulighederne for at sikre et regeringsskifte.

Kommer der som ventet ingen folkeafstemning inden folketingsvalget – og får vi et regeringsskifte – har S og SF lovet hinanden, at EU-temaet ikke bliver sat til folkeafstemning i den første valgperiode under en ny regering. Som sagt kan udviklingen på det retlige område imidlertid tvinge en sådan regering til at handle hurtigere.

Hertil kommer, at ingen må overse den betydning, som den tabte euro-afstemning i 2000 havde psykologisk og politisk for socialdemokraterne. Man forstår ikke den socialdemokratiske tænkning på det område, hvis man ikke forstår den kolossale bitterhed, der fortsat præger partiets topfolk, over et forløb, hvor de følte, at Nyrup blev sat ud på en planke med euroen, som Venstre og konservative derefter vendte ryggen til. I socialdemokratisk historik skyldes den tabte afstemning dengang først og fremmest, at de borgerlige partier var mere optaget af at tilføre Nyrup-regeringen et sviende nederlag end at sikre dansk deltagelse i euro-samarbejdet. Derfor føler S heller ikke, at de skylder VK noget på EU-området. Og de har i hvert fald ikke tænkt sig at gentage nederlaget fra dengang. Hvis Løkke vil køre med nye folkeafstemninger, bliver det hans opgave at forhandle en aftale på plads med partierne – og i øvrigt sørge for at køre valgkampen hjem, så det ender med et ja.

De danske EU-forbehold bliver stående
Konklusionen er derfor, at de danske EU-forbehold bliver stående rigtig mange år endnu. I det mest vidtgående scenarie kan der blive tale om, at danskerne ikke kommer til at stemme om euroen før om syv år – og måske endda senere.

Når det gælder de andre forbehold, vil holdningen afhænge af, hvordan tingene udvikler sig ude omkring i Europa. På det forsvarspolitiske område føler ingen, at skoene trykker. Danmark er i dag så forpligtet i Afghanistan og Kosovo, at ingen overhovedet tør tænke på nye aktioner – heller ikke i EU-regi.

På det retlige samarbejde vil landet selvfølgelig være med og ikke risikere at stå uden for væsentlige beslutninger – men her vil bolden blive spillet akut, hvis det viser sig at være nødvendigt med en folkeafstemning for at få Danmark på omgangshøjde med de andre. Men problemerne anses på ingen måde som uoverkommelige – og det retlige samarbejde har slet ikke den samme politiske tyngde hos regering og opposition, som det langt mere besværlige euro-tema.

Irerne stemte ja. Tjekkerne trænerer sagen. Polakkerne er heller ikke for hurtige – og alle venter på Storbritannien. Imens er dansk EU-politik sat på vågeblus.

Hans Engell - Klassisk mønster - ordstyrer - oplægsholder Hans Engell

Klik her for booking af
Hans Engell
Lotte Heise
Nikolaj Koppel
Anne Glad
Ask Rostrup
Bodil Cath
Bubber
Clement Kjersgaard
Georg Metz
Henrik Qvortrup
Jens Gaardbo
Jørn Duus Hansen
Kim Bildsøe Lassen
Kaare Quist
Kaare R. Skou
Lene Johansen
Leonora Christina Skov
Lillian Gjerulf Kretz
Line Baun Danielsen
Lone Kühlmann
Michael Kristiansen
Mogens Rubinstein
Morten Løkkegaard
Niels Frid-Nielsen
Niels Krause-Kjær
Nils Villemoes
Peter Mogensen
Ralf Pittelkow
Reimer Bo
Rushy Rashid
Steffen Kretz
Thomas Buch-Andersen
Tom König
Vibeke Hartkorn
Cecilie Beck
Jette Beckmann
Michele Bellaiche
Mikkel Beha Erichsen
Tina Nikolaisen
Cecilie Hother
Torsten Jansen
Camilla Thorning
Henrik Denta og Flemming Platz
Jarl Friis-Mikkelsen
Lotte Hansen
Nina Z. Munch-Perrin
Keld Broksø
Mette Walsted Vestergaard
Trine Sick