Lene Johansen

Rushy Rashid

Lone Kühlmann

Steffen Kretz

Reimer Bo

Jens Gaardbo

Kim Bildsøe Lassen

Henrik Qvortrup

Clement Kjersgaard

Niels Krause-Kjær

Hans Engell

Nina Z. Munch-Perrin

Line Baun Danielsen

Nils Villemoes

Lillian Gjerulf Kretz

Nils Villemoes
Nils Villemoes - udvikling - forandring - Survival of the fittest - Nils Villemoes

UDVIKLING: Hvor går udviklingen hen, mens vi sover?
”Kloden sætter farten op”, står der i min avis. Med store typer. Det passer ikke! Kloden bevæger sig med den hastighed, kloden altid har bevæget sig med. Rundt om solen. Turen tager et år - godt og vel. Det er derfor, vores kalender altid halter lidt bagefter. Til gengæld får vi en ekstra dag foræret hvert fjerde år, en såkaldt skuddag.[1]
”I østen stiger solen op” synger vi, når dagen gryr. Det er også forkert. Det er ikke solen, der står op, det er jorden, der drejer omkring sin egen akse og derved deler døgnet i nat og dag.[2]

Når vi holder fast ved den gamle, romantiske forestilling, er det sikkert fordi, den passer bedre til den stemning, der hersker, når solen ”stiger af havets glød”, som der står i ”Se, nu stiger solen!”[3]

Imens bevæger jorden sig. Rundt om solen og rundt om sig selv - og det er heldigt nok, for det betyder, at solens lys og varme bliver nogenlunde ligeligt fordelt på kloden.

Jordens bevægelser rundt om solen og rundt om sig selv danner grundlag for den orden, vi kalder naturens orden. Hvert forår, når lyset vender tilbage og solen får mere magt, starter naturen på en frisk. Blomster springer ud, først vintergæk, så erantis. I hvert løg er der gemt en kode, der bestemmer form og farve, naturen går sin gang, men hver gang på en lidt anderledes måde end forrige gang. Naturen muterer, den vikler sig ud af sig selv og ind i sig selv igen, en proces, som kaldes autopoese, et andet ord for udvikling.[4]

Naturens orden er ikke en orden i bogstavelig forstand, men en orden under forvandling. Naturen ændrer sig hele tiden i små, tilfældige ryk. Når vækstbetingelserne ændrer sig, er naturen så at sige forberedt. Når fx vejsalt skaber nye betingelser for grøftekantens flora, vil de planter, der tilfældigvis har udviklet immunitet over for salt, overleve som led i den kamp, vi kalder Survival of the fittest. Bemærk i den forbindelse, at det ikke nødvendigvis er de stærkeste, der overlever, det gør derimod arter, der bedst er i stand til at tilpasse sig nye vilkår. Skrev Darwin i sin berømte bog om ”Arternes oprindelse”.[5]

Darwins teori om evolution og selektion er kontroversiel i mere end én forstand. Ved at antyde et slægtskab mellem os og aberne, flytter teorien så at sige ansvaret for naturen bort fra Vorherre - over på os.

”Ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Vorherres vilje”, skriver Matthæus. Tager vi ordene bogstaveligt, kan vi fralægge os ethvert ansvar for naturens udvikling, læne os tilbage i stolen og lade som om vi sad i en biograf og så en film om ”Udviklingen”. Pludselig afsløres det, at vi selv er med i filmen og ikke nok med det. Vi har en væsentlig del af ansvaret for, at filmen vil fortsætte...
Takket være Darwin er der således skabt en helt ny forståelse af, hvorledes naturen, mennesket og samfundet udvikler sig. Sammen og hver for sig.[6]

Naturen er bundet til jordens kredsløb omkring solen. Året begynder og slutter i det samme punkt. Naturen går i ring. Undervejs bevæger naturen sig igennem de fire årstider: ”Efter vinter kommer vår, deraf ser man, tiden går, efter våren følger sommer, deraf ser man, tiden kommer”. Siger Piet Hein i et af sine gruk. Tiden forsvinder ikke, den kommer og går.

Menneskets udvikling derimod har karakter af en fremadskridende bevægelse. Vi flytter os. Herfra og dertil. Undervejs bevæger livet sig igennem fire rum svarende til de fire årstider: barndom, ungdom, manddom og alderdom. Til hver alder er der, som det fremgår, knyttet en dom. Det er dig selv, der skal afsige dommen: Nåede du dét, du satte dig for? Blev du den, du gerne ville være? [7]

Mennesket er ligesom et blomsterløg udstyret med en kode, der i en vis udstrækning bestemmer det enkelte menneskes udvikling: Jeg udvikler mig, du udvikler dig, osv.. Heldigvis er vi ikke blomster. Vi kan hver især frigøre os fra den kode, vi er udstyret med, idet koden ikke er en kode i absolut forstand, men et potentiale, dvs. en sum af udviklingsmuligheder.

Jeg udvikler mig, du udvikler dig. Sammen udvikler vi de omgivelser, vi færdes i. Vi er på en gang ét med naturen, hører med til naturen, men er også hævet over naturen. Ved hjælp af genmanipulation forsøger vi fx at skabe planter, der er mere modstandsdygtige end de planter, naturen selv skaber. Vi har ikke tid til at vente på, at naturen skal udvikle sig af sig selv og desuden kan vi ikke være sikre på, at naturen vil udvikle sig lige præcis i den retning, vi ønsker. Derfor griber vi ind i naturens orden.

Naturfolk lever i pagt med naturen. De har ingen trang til at udforske universet. Indianerne betragtede månen som en gud. At rejse til månen var for dem aldeles utænkeligt. Den slags skrupler har vi ikke. Det moderne menneske opfatter universet som et stort, spændende rum, der ligger og venter på at blive erobret, udforsket og udnyttet. Går det efter planen, er det os, der vinder det store kapløb. Survival of the fittest! [8]

Menneskets rolle i det store skaberværk er således dobbelttydig. Dels er vi underlagt naturens mange luner, dels skaber vi selv de betingelser, som danner grundlag for den fortsatte udvikling. På den måde tager hver generation et skridt i forhold til den forrige generation. Det er disse skridt, vi kalder fremskridt. Vi kan diskutere, hvor vidt det enkelte skridt er et fremskridt eller ej, på den anden side er der er ingen vej tilbage, når først skridtet er taget. Vi er nødt til at bygge videre på de erfaringer, vi høster undervejs - i modsætning til naturen, der vender tilbage til sit eget udgangspunkt, igen og igen.
 
Kombineres nu en cirkulær bevægelse med en fremadskridende, opstår den regelmæssige bølge, som i matematikken kaldes en sinuskurve. En tilsvarende kurve optræder i samfundsøkonomien blot i en mere savtakket form. Økonomien bevæger sig i zigzag, opad og opad, indtil den ikke kan kommer højere op. Så går den nedad igen.

Samfundsøkonomien har det lige som træerne i det gamle Testamente, de vokser ikke op i himlen, for dér er luften alt for tynd. Tilsvarende gælder økonomien. Når de naturlige vækstmuligheder på et marked er udtømt, stopper væksten af helt naturlige årsager. Markedet er mættet, kan man sige. Derfor må økonomien søge nye græsgange.

At bruge ordet krise om en sådan situation er mere eller mindre misvisende. Økonomiens op - og nedture er snarere udtryk for en naturlig søge-læreproces. I takt med at økonomien udvikler sig, skaber den nye betingelser for sig selv, en proces, der på mange måder ligner den, vi kender fra naturen. Autopoesen.

Lige som naturen har samfundsøkonomien måske brug for at holde pause nu og da. Naturen ligger i dvale, når det er vinter. Den samler nye kræfter. Samfundsøkonomien har også brug for at sunde sig. Hvis den økonomiske vækst i en længere periode har ligget over den gennemsnitlige vækst, må væksten naturnødvendigt ligger under gennemsnittet i en efterfølgende periode. Ellers passer gennemsnittet ikke! [9]

Uanset hvilken forklaring vi vælger at benytte, kan vi konstatere, at økonomien bevæger sig op og ned. Som en rutsjebane. Erhvervslivets virksomheder må nødvendigvis indrette sig efter de skiftende omstændigheder. Hver gang de økonomiske vækstbetingelser ændres, sker der en afprøvning af samfundets immunforsvar og omstillingsevne. I den forbindelse tvinges erhvervslivets virksomheder til at udvikle sig - eller dreje nøglen om. Også i den sammenhæng gælder Darwins lov: Survival of the fittest.

Ledelse og udvikling er to sider af samme sag. Svært at forestille sig det ene uden det andet. Ledelse har netop til formål at skabe udvikling, men ledelse skal også sikre, at udvikling ikke går over gevind. På den måde skaber ledere så at sige behov for sig selv. Jo mere de leder, desto mere bliver der brug for ledelse.

Udvikling er dels et resultat af bevidste handlinger, dels foregår udvikling mere eller mindre af sig selv. Naturligvis foretrækker vi, at det er os, der styrer udviklingen og ikke udviklingen, der styrer os. Det forudsætter imidlertid, at vi kan blive nogenlunde enige om i hvilken retning, udviklingen skal føre os.

Vi vil mindst to ting på én gang. Vi ønsker, at samfundet skal udvikle sig, men ønsker også at bevare samfundet, som det er. Det er denne besværlige opgave, vi overdrager til politikerne. De skal praktisere den svære kunst, der kaldes: at blæse med mel i munden, dvs. forandre og bevare på én gang.

Lad falde, hvad ikke kan stå, siger vi, så længe, vi ikke selv bliver revet med i faldet. Det er netop dét, der sker i et gennem globaliseret samfund. Den internationale økonomi er efterhånden filtret sammen som ærtehalm. Når den økonomiske vækst ophører i et hjørne af økonomien, spreder effekten sig som en steppebrand. I den situation er det let at skaffe flertal for politiske indgreb. Vi forventer, at politikerne holder en hånd eller to under de virksomheder, der ikke kan klare sig selv.

Ved hjælp af såkaldte hjælpepakker skal politikerne forsøge at stimulere økonomien. I den forbindelse afsløres en markant forskel mellem offentlig og privat økonomi. En familie med dårlig økonomi ville aldrig gå i gang med at bruge løs, tværtimod ville den spænde livremmen ind. Sådan er det ikke i den offentlige økonomi. Her skal der bruges mere og mere, simpelthen for at holde hjulene i gang.

Der er mange hjul, der skal holdes i gang, mindst fire. Produktionshjulet har til opgave at regulere balancen mellem udbud, efterspørgsel og beskæftigelse. Hvis stadig færre kan lave mere af alt det, vi i forvejen har nok af, skal alle andre beskæftiges med noget andet, så de også kan tjene penge og dermed være med til at forbruge alt det, der produceres. Ellers går økonomien i stå.

Hvis samfundets produktionsevne og borgernes købekraft ikke er i balance, risikerer vi, at forbruget sakker bagud i forhold til produktionen. I den situation opstår der overflod af varer. At sammenligne en sådan ”krise” med krisen i 30’erne, hvor der herskede stor varemangel, viser med ønskelig tydelighed, at krise ikke er krise. Der er forskel!

Hvis forbruget ikke udvikler sig i takt med produktionen, påvirker det de øvrige hjul i det økonomiske urværk; først og fremmest det hjul, der regulerer finanserne, finansieringshjulet. Når de, der har penge tilovers, ikke kan fået deres kapital forrentet, fordi der ikke er tilstrækkeligt med investeringsmuligheder i samfundet, opstår en såkaldt finanskrise. Den rammer os alle sammen i og med, at vi alle stort set har andel i de betydelige fonde og pensionskasser, der er opstået siden sidst i 80’erne.

En økonomi i balance er en økonomi, hvor de forskellige hjul kører synkront. Hvis det ene hjul snurrer hurtigere end det andet, kommer samfundsøkonomien i udu. Det vil automatisk ske for et samfund i vækst. Det er simpelthen en konsekvens af udvikling. Men det er også en forudsætning for en fortsat udvikling!

Samfundsøkonomien er ikke længere fysisk, som den var en gang. For godt og ved 50 år siden var virksomhed stort set lig med høstudbytte. ”Men i vor lade, på vor lo, der har vi nu Guds gaver, der virksomhed og velstand gro i tøndemål af traver”, står der i den smukke efterårssalme. Men sådan er det ikke mere. Nu måler vi virksomhed i helt andre størrelser, først og fremmest i forventninger til fremtidig vækst. Det betyder, at samfundsøkonomien er blevet fiktiv. Den bygger på luftige størrelser såsom tillid og innovationsevne.

I den sammenhæng spiller den offentlige sektor en central rolle. Ved at flytte købekraft fra én kategori af borgere til en anden, skaber den offentlige sektor ny efterspørgsel. Det sker i form af såkaldte overførselsindkomster, som efterhånden udgør en af de største poster i den offentlige økonomi. En væsentlig del af EU-økonomien har en tilsvarende funktion blot i en noget større målestok.

I midten af det store maskineri findes det hjul, der får de øvrige hjul til at snurre. Energihjulet.

Samfundsøkonomien henter energi fra solen, først og fremmest. Det er herfra, vi får lys og varme, som vi omdanner til bevægelse og energi. Solen repræsenterer i den forbindelse en uudtømmelig kilde, som vi blot skal lære at udnytte bedre. Den olie, vi har brugt de seneste 100 år, har været undervejs i millioner af år. Med den fart, samfundet nu udvikler sig, kan vi ikke vente på, at nye olieforekomster skal opstå af sig selv. Derfor er vi nødt til at speede processen op. Hvis det er korrekt, at de tilgængelige reserver stort set vil være opbrugt i 2050 og der til den tid vil være mere end 9 mia. mennesker på jorden, bliver vi tvunget til at prioritere. Skal jorden bruges til produktion af fødevarer, så alle kan blive mætte eller skal jorden bruges til produktion at biobrændsel, så alle kan få adgang til at køre i bil? [10]

Menneskets opfindsomhed og virketrang er en lige så vigtig energiform, som den, vi får fra solen. Samfundet udvikler sig netop ved, at menneskets energi og naturens energi forenes. Takket være avanceret produktionsteknologi er vi blevet i stand til at producere mere af alt det, vi i forvejen har nok af. Moderne informationsteknologi gør det muligt for mennesker at komme i kontakt med hinanden lige så meget, de lyster. Og bioteknologien kan skaffe os adgang til nye materialer, nye former for medicin samt ikke mindst: nye former for energi.[11]

Forenes de forskellige former for energi under de rette betingelser, sker der mirakler. Samfundsøkonomien vokser - ud over alle grænser. Der er ”Grænser for vækst”, påstod en debatbog, der udkom i 1973. Den skabte stor opmærksomhed, måske af samme størrelse, som den, Darwins bog i sin tid skabte. Bogen indeholder en advarsel til menneskeheden: Vi er godt på vej til at opbruge en stor del af jordklodens vigtige ressourcer, såsom olie, kobber og krom. Hed det. Det vil få uoverskuelige konsekvenser for den moderne civilisation.[12]

Så kom oliekrisen. Den var med til at understrege bogens alvorlige tema, men da krisen hørte op, gik livet videre, som om intet var sket. Bogens mange skrækscenarier var tilsyneladende uden hold i virkeligheden. Når kobberet slipper op, er det slut med at telefonerer. Hed det i 1973. På det tidspunkt kunne ingen forestille sig, hvad der senere ville ske inden for mobil telefoni. Vi fik ikke brug for kobberledninger.
Når der råbes vagt i gevær, er der en tilbøjelighed til at overdrive. I langt de fleste tilfælde går det ikke så galt. Derfor er vi blevet robuste. Vi venter og ser tiden an, er gode til at tilpasse os.[13]

Siden 1973 er et andet problem imidlertid blevet mere og mere presserende. Nu er det miljøet, der først og spænder ben for den økonomiske udvikling.

Naturens økonomi er et økologisk system, som fungerer anderledes end samfundsøkonomien. Samfundsøkonomien er et vækstsystem, hvor der måles i kroner og øre, naturen derimod måler i grænseværdier. Når en grænse overskrides, får naturen åndenød, lige som en gammel mand på vej op ad en trappe. Han må stoppe på en repos for at få sit vejr. Det kaldes at sunde sig. Naturen har på tilsvarende måde brug for sunde sig nu og da.
Heldigvis er naturen robust! Den rummer en fabelagtig evne til at regenerere! Det er denne selvregulerende evne, der gemmer sig i begrebet autopoese. En forudsætning for, at autopoesen kan finde sted, er knyttet til begrebet diversitet, som er et mål for naturens mangfoldighed. Indskrænkes diversiteten, mister naturen efterhånden sin evne til at fastholde den orden, vi kalder naturens orden.

Ukrudt er et oplagt eksempel. Fik vi fik bugt med alverdens ukrudt, ville det før eller siden gå ud over naturens robusthed. Noget tilsvarende ville utvivlsomt ske, hvis en bestemt dyreart, fx dræbersneglen, eller mennesket for den sags skyld, fik overtaget. Det ville før eller siden gå ude over naturens evne til at regulere sig selv. Netop denne evne er uden tvivl afgørende for, at der i det hele taget eksisterer liv på jorden.

Problemerne forbundet med at skaffe energi og problemer knyttet til miljøet, løser ikke sig selv! Det er problemer, vi bliver tvunget til at forholde os til - og gøre noget ved! Der er grænser for, hvor meget CO2 luften omkring os kan absorbere. Vi ved ikke, hvor denne grænse ligger, men der er tegn i naturen, der mere en antyder, at vi nærmer os en grænse. De voldsomme klimaforandringer, der finder sted som følge af global opvarmning er muligvis en følge af, at grænsen er ved at være overskredet. Vi ved det ikke. Vi ved, at isen smelter ved Nordpolen, men det er ikke sikkert, den bliver ved at smelte og det er ikke sikkert, det får så alvorlige konsekvenser, som dommedagsprofeterne siger, det får. De råber vagt i gevær, som de altid har gjort.

Muligvis er de forandringer, der finder sted i naturen, ikke menneskeskabte. Derfor er det ikke sikkert, vi i det hele taget kan gøre noget ved den situation, vi er på vej ind i. På den anden side er det dumt at vente så længe, at det er for sent at handle. Det er bl.a. på den baggrund, at mange siger, at det er nu, der skal handles.

Siden 1987 har et nyt begreb indtaget en central plads i debatten. Bæredygtig ledelse. Begrebet optræder første gang i den såkaldte Brundtland-rapport. Det henviser til en ledelsesform, der på en gang forsøger at tage hensyn til naturens økonomi og samfundets økonomi.

At en økonomi i sig selv skal være bæredygtig er ikke noget nyt. Det ligger i begrebet økonomi, der direkte oversat betyder: at holde hus med. De to ord, økonomi og bæredygtig refererer således i en vis forstand til det samme. At holde hus med ressourcer. Det nye er, at vi nu skal forsøge at kæde de to økonomier sammen, naturens og samfundets økonomi. De er hinandens modsætninger, men også hinandens forudsætninger.
 
Vedvarende energi er et godt eksempel på et nyt forretningsområde. Det er altså ikke alene en løsning på samfundets energi- og miljøproblem, det er også grundlaget for en helt ny type virksomhed. Eksemplet viser, hvordan mennesket er i stand til at vende en problemstilling, så den nærmest bliver til en fordel. Vi gør et problem til et marked. På den måde forener vi de to økonomier, der er tale om.

Når repræsentanter for verdens rigeste lande mødes her og der, er det forretningsmæssige aspekt i høj grad med i billedet. Det er bl.a. derfor, der demonstreres uden for mødelokalet. Demonstranterne vil ikke acceptere, at miljøet gøres til et forretningsanliggende.
 
Klubben af de rigeste lande kalder sig G20. Den mødes et par gange om året for at diskutere verdensøkonomiens aktuelle tilstand. En anden klub kalder sig Copenhagen Consensus. Det er et panel af økonomer, som mødes en gang om året i København for at rangordne “De 10 væsentligste problemstillinger i verden”.

Listen ændrer sig ikke meget fra år til år, men prioriteringen ændres. For hvert problem angives en række alternative løsningsmuligheder samt en kalkule over, hvad hvert projekt vil koste. Desuden gives der en vurdering af det mest sandsynlige afkast - ikke målt i kroner, men i menneskeliv! Herefter er det op til politikerne at bestemme, siger økonomerne og spiller bolden tilbage til ledelsen. Det er ledelsen, der skal tage beslutninger. Det er det, vi har en ledelse til.

Klimaforum er en sammenslutning af danske og internationale organisationer. De mødes flere gange om året forskellige steder på kloden. Netop nu er de i gang med at ruste sig til store klimamøde, som finder sted i København. En klimaaftale blev sidst indgået i 1997 i Kyoto. Denne aftale skal nu fornyes helst i en forbedret og mere forpligtende udgave. Det betyder ikke, at vi er færdige med at fastsætte grænseværdier på naturens vegne, når mødet er slut. Mødet i København er blot et skridt på vejen. Igen og igen skal miljøeksperter og politikere mødes for at diskuterer klodens sande tilstand, som de hver for sig har deres eget billede af.[14]

Så længe eksperterne ikke kan blive enige, er det svært for menigmand at tage stilling til de store livsvigtige problemer. Diskussionerne er ikke kun baseret på viden, der er også i høj grad præget af ideologi, politik og religion. Green Peace tager sagen i egen hånd og dumper cementblokke i havet ud for Læsø.

Vi venter og ser tiden an. Hver dag har nok i sin plage. Siger vi. Fremtiden kommer af sig selv. Den tid, den sorg.
 
Forkanten er den kant, der forhindrer, at fremtid og nutid løber ud i et. Det er her vi befinder os: på forkant! En gruppe samfundsforskere har taget opstilling foran det hul, der findes midt i kanten. Æ glughul. De skiftes til at kigge ind igennem hullet i håb om at få et glimt af fremtiden, før den bliver nutid.[15]

Er der lys forude? Spørger en fremtidsforsker. Vel er der ej! Lyset tændes først i samme øjeblik, vi kommer ”derind”, som på et moderne toilet. Indtil da ligger fremtiden hen i bælgmørke: mørkt som i en bælg. Indtil da ligger fremtiden hen i bælgmørke, der er mørkt som i en bælg.
 
Sort ser det ud! siger en forsker, som har gjort det til sit speciale at male en vis herre på væggen. Han lyder heldigvis ikke selv som én, der er bange. Måske har han råbt vagt i gevær så ofte, at det efterhånden er blevet ren og skær vane? Vagt i gevær!

På den anden side er der nok at være bange for! Den globale opvarmning. Terrorismen. Den økonomiske krise. En tredjedel af jordens befolkning lever i sult og nød, på flugt fra naturkatastrofer og krig. Mon den klode, vi kalder vores, nogensinde tidligere har stået over for større problemer?
Forskellen mellem før og nu ligger i den måde, hvorpå vi kan angribe problemerne. I de såkaldt gode gamle dage var det overnaturlige kræfter, mennesket var bange for, kræfter, man ikke selv kunne bekæmpe og som man derfor måtte bøje sig for. Hvis Alt står i Gud Faders hånd, som man sagde en gang, var der ikke meget, man selv kunne gøre ud over at slå sig til tåls med forholdene og afvente en eller anden himmelsk retfærdighed.
 
Vi befinder os heldigvis i en helt anden situation. Vi har fået videnskaben til hjælp, og kan selv gøre noget ved problemerne! Men først skal vi drive alle de onde ånder på flugt. Vi behøver ikke acceptere nød og elendighed. Vi kan udvikle et samfund, der kan tage hånd om de svage, dvs. alle, der ikke kan klare sig. Vores situation er med andre ord fuldstændig anderledes. De fleste af de problemer, vi står over for, kan løses på én eller den anden måde. Det er vi nødt til at tro på. Vi har ikke noget valg. Nøgleordet i den forbindelse hedder ledelse!

Derfor er det vigtigt at lukke lederskabet OP.

--------------------------------------------------------------------------------

[1] Dagen kaldes skuddag, fordi den bliver skudt ind mellem alle de andre dage. Sjovt nok er det ikke den 29. februar, der er skuddag, men den 24.

[2] Det var ægypterne, der fandt på at dele døgnet i 2 gange 12 timer. I Ægypten er dag og nat nemlig stort set lige lange året rundt. Da grækerne erobrede det nordlige Ægypten, overtog de ægypternes opdeling i timer. Senere gik denne opdeling videre til romerne og nu gælder den ægyptiske døgnrytme stort set i det meste af verden.

[3] Da Jakob Knudsen skrev sin hyldest til solen og livet i 1891, vidste han naturligvis, at det ikke er solen, der står op og går ned, men jorden, der flytter sig. Det havde den polske astronom Nikolaus Kopernikus afsløret 3-400 år tidligere i sin bog ” Om himmelsfærernes bevægelser”. B. S. Ingemann vidste det sikkert også, da han skrev sin morgensang i 1837. Salmedigtere holder sig ikke til virkeligheden, de har deres egen. De to salmer står som hhv. nr. 14 og nr. 11 i Højskolesangbogen.

[4] Hvorfor opfinde et nyt ord, når der findes så mange i forvejen? Kan man spørge. Det er fordi, vi har brug for at anskue udvikling med nye øjne. Et nyt ord er en øjenåbner, som tvinger os til at se et kendt begreb fra en ny vinkel. Poese refererer til skabelsesprocessen, ordet er beslægtet med poesi. Når skabelse foregår mere eller mindre af sig selv, er der tale om autopoese. Begrebet er udviklet af den chilenske samfundsforsker Humberto Maturana og beskrevet i bogen ”The Tree of Knowledge”, udgivet på dansk i 1968 på forlaget Ask: ”Kundskabens Træ”.

[5] Origin of Species udkom i 1859 og gav straks anledning til et voldsomt røre, som endnu ikke har lagt sig. Kristne højrekræfter fastholder, at Gud skabte jorden og alt, hvad der rører sig for 10.000 år siden. Det var et resultat af intelligent design og altså ikke nogen tilfældighed. Den modsatte teori kaldes Big Bang. Det fandt ifølge kosmologerne sted for 13,5 mia. år siden. Lige præcis. Den dag blev det store ur, der styrer Verdensaltet, sat i gang og det går endnu!

[6] Gud er død! Proklamerede den tyske filosof Friedrich Nietche samtidig med, at Darwin udsendte sin berømte bog. Nietche havde sikkert læst bogen. Det nåede Søren Kierkegaard ikke, han døde i 1855. Havde han haft muligheden, ville han uden tvivl have givet sin mening til kende i diskussionen: Kan den videnskabelige forklaring på menneskets opståen og udvikling forenes med den religiøse ? Nej! ville filosoffen svare. De to størrelser kan under ingen omstændigheder forenes. Det er Enten-Eller.

[7] Jeg er Ingen! Svarede Odysseus, da den enøjede kyklop Polyfemos spurgte, hvem der besøgte hans ø. På den måde reddede Odysseus sit og sine mænds liv. Nu og da kan det være en fordel at være ingen, men i langt de fleste tilfælde gælder det om at være nogen evt. noget. At gøre en forskel, som vi siger.

[8] Det er ikke Darwin, der har fundet på udtrykket. Han henviser i sin bog til Herbert Spencer, en britisk filosof, som forsøgte at afdække almene udviklingslove inden for biologi, psykologi, sociologi og etik.

[9] Man kan diskutere, hvorvidt der findes en grænse for, hvor stor en vækst et samfund kan absorbere. Ligger den gennemsnitlige vækst på 2 % om året - og det har faktisk været tilfældet igennem de seneste 100 år, må økonomiens vækst nødvendigvis ligge under 2 % nu og da, hvis den i længere perioder ligger over. Det er klart.

[10] Ifølge prognoser vil der være 2 mia. biler på kloden i 2050, dvs. 1 bil for hver 4,5 personer. Der bliver altså brug for brændstof - og parkeringspladser. Måske bliver vi tvunget til at tænke trafik på en helt ny måde?

[11] Tid er også en form for energi - i økonomisk forstand. Tid er penge, siger vi; 100 kr. er et mål for, hvor længe, du vil arbejde, for at erhverve noget, der koster 100 kr. Når det gælder den form for energi, har vi mere energi, end vi kan bruge. Vi har tid nok, dvs. flere mandetimer, end vi kan udnytte og det er netop et af økonomiens balanceproblemer. Hvis der ikke kan skaffes beskæftigelse til dem, der skal købe produktionen, går det økonomiske kredsløb før eller siden i stå.

[12] Dennis L. Meadows: The Limits to Growth. På Gyldendal i 1973: Grænser for vækst.

[13] Future Chock var navnet på en bog, der udkom først i 70’erne. Der er grænser for, hvor mange forandringer, mennesket kan kapere, påstod Alvin Toffler. Knap 10 år senere udsendte han en ny bog, Den tredje bølge. Nu havde han vænnet sig til den nye tilstand, som blot var et led i en historisk udvikling. Skrev han. I 1990 kom bogen Magtskifte. Nu er Toffler nærmest begejstret for de mange forandringer, der finder sted. De tre bøger er udgivet på Gyldendal i hhv. 1972, 1980 og 1990.

[14] Det franske ord miljø refererer til alt det, der befinder sig inden for et bestemt felt, mens det tilsvarende tyske ord, die Umwelt, refererer til alt det, der ligger uden om. Det samme gælder det engelske ord environnement. Når miljøfolk fra forskellige lande mødes til klimakonference, taler de nok om det samme, men fra vidt forskellige synsvinkler.

[15] Årets første måned blev kaldt glugmåned i gamle dage. Man troede, at januar gav varsler om, hvordan det kommende år ville arte sig.

Nils Villemoes - udvikling - forandring - Survival of the fittest - Nils Villemoes

Klik her for booking af
Nils Villemoes
Lotte Heise
Nikolaj Koppel
Anne Glad
Bubber
Ask Rostrup
Bodil Cath
Clement Kjersgaard
Georg Metz
Hans Engell
Henrik Qvortrup
Jens Gaardbo
Jørn Duus Hansen
Kim Bildsøe Lassen
Kaare Quist
Kaare R. Skou
Lene Johansen
Leonora Christina Skov
Lillian Gjerulf Kretz
Line Baun Danielsen
Lone Kühlmann
Michael Kristiansen
Mogens Rubinstein
Morten Løkkegaard
Niels Frid-Nielsen
Niels Krause-Kjær
Peter Mogensen
Ralf Pittelkow
Reimer Bo
Rushy Rashid
Steffen Kretz
Thomas Buch-Andersen
Tom König
Vibeke Hartkorn
Cecilie Beck
Jette Beckmann
Michele Bellaiche
Mikkel Beha Erichsen
Tina Nikolaisen
Cecilie Hother
Torsten Jansen
Camilla Thorning
Henrik Denta og Flemming Platz
Jarl Friis-Mikkelsen
Lotte Hansen
Nina Z. Munch-Perrin
Keld Broksø
Mette Walsted Vestergaard
Trine Sick