Relateret artikel
På omslaget til sin indspilning af Brahms' 1. klaverkoncert sidder Nikolaj Koppel i afslappet sort striktrøje, i et dæmpet sort/hvidt design der lige så godt kunne pryde en plade fra Thomas Blachmans hippe man.rec-mærke. I CD-hæftet er der tak til modemanden Mads Nørgaard, man mærker i det hele taget ikke så meget som skyggen af et kjolesæt, og man savner det heller ikke.
For så er der til gengæld heller ikke mere afslappet ved den 30-årige pianists, Radiosymfoniorkestrets og dirigenten Thomas Dausgaards indspilning af denne én af de største og mest krævende af alle klaverkoncerter. Tværtimod er den ikke mindst netop for Koppels vedkommende båret af en koncentration, en egenrådighed og en konsekvens, som er usædvanlig efter enhver standard.
Og han kommer ikke nemt til det: tempoet er ekstremt langsomt - målt i tid er det med 54 minutter den længste indspilning af koncerten, jeg nogensinde har mødt, markant længere end selv den berømte og berygtede koncertoptagelse med Glenn Gould og Leonard Bernstein. Men selv om det sine steder kommer til at knibe med at holde den langsomme puls flydende, ikke mindst i orkesterstemmen og ikke mindst i den store første sats, så viser der sig at være god mening med omstændeligheden: mere end på de fleste andre indspilninger bliver koncerten ikke nær så meget en stridskamp mellem solist og orkester, som en symfoni med soloklaver.
Store kvaliteter
Indenfor disse rammer udfolder Nikolaj Koppel så et klaverspil, der også har store kvaliteter i sig selv: en sjældent smuk og gennemsigtig klang, der er skabt navnlig med fingrenes fraseringer og kun et minimum af pedal, helstøbt udformede melodier og også et mod til at forme musikken udfra helt lange perspektiver. Omend man undervejs også griber sig i at forestille sig Koppel realisere sit bud på koncerten sammen med en gammel, garvet dirigent med overblik af Kurt Sanderling-typen.
Hvor rolig og i overordnet balance musikken ofte virker, så er ambitionerne nemlig ikke desto mindre lige så betydelige, som fordybelsen er noget nær total, og det lykkes et meget langt stykke ad vejen også at indfri dem - med et smukt spillende Radiosymfoniorkester, der også bagefter kan høres på egen hånd i Brahms' Haydn-variationer, som ligeberettiget partner. Forhåbentlig er pladeselskabet, også dets internationale afdeling, lige så bevidst om hvad de har mellem hænderne, som Nikolaj Koppel er det, når han spiller.